onsdag den 22. december 2010

Min rejse til Madeira (afsnit 22)

Afsnit 22: Atlanterhavet

Det er i dag søndag den 7. november. Det er i dag sidste dag på Madeira, inden vi skal hjem til kolde Danmark i morgen! I dag skal vi ikke lave ret meget. Vi skal for det meste slappe af, bade lidt i hotellets pool og måske shoppe lidt i det lokale indkøbscenter. Én ting, som vi har besluttet, at vi i hvert fald skal, er at dyppe os i Atlanterhavet!

Jeg bruger formiddagen på at pakke lidt af mine ting. Senere går jeg en tur over i ”Forum Madeira”, det lokale indkøbscenter, hvor jeg går lidt rundt og kigger på sportstøj i deres lokale sportsbutik, ”Sport Zone” – jeg finder dog ikke noget af interesse, som jeg kunne tænke mig at købe hjem. Jeg har allerede tidligere på rejsen købt mig et par nye (noget billige) badebukser – de kostede mig kun det, der svarer til ca. 25 kr! Derudover har jeg købt mig en sports-t-shirt, et par korte løbeshorts og et par svømmebriller – alt sammen meget billigt!

Efter en tur i sportsbutikken tager jeg en tur ned i ”Pingo Doce” (navnet på en supermarked-butikskæde som ikke kun findes på Madeira men også i Portugal – det er ligesom vi har butikskæder herhjemme som for eksempel Føtex, SuperBrugsen, Netto osv.). Her køber jeg lidt kastanjer og noget kage, som jeg vil tage med hjem.

Endnu senere på eftermiddagen og efter et par ture i poolen og lidt solbadning, kommer turen til Atlanterhavet! Min mormors kæreste og jeg har begge lige fra starten af ferien været enige om, at vi mindst én gang skal dyppes i det rå Atlanterhav, og da vi ikke har gjort det endnu, så er det altså i dag, det skal ske!

Vi bevæger os da ned til den lokale ’strand’, som ligger lige i nærheden af hotellet. Det er dog værd at bemærke, at de fleste strande på Madeira ikke er sandstrande, ligesom vi kender dem hjemme i Danmark. Faktisk består de fleste ’strande’ på Madeira af forholdsvis store runde, glatte sten – de fleste på størrelse med en stor hånd. Disse sten giver en fantastisk ikke bare høj men også fascinerende, på en måde behagelig larm, som man kan høre, når bølgerne fra Atlanterhavet slår ind på bredden og trækker stenene med sig, når bølgerne så igen trækker sig tilbage.

Det er endda en meget fascinerende lyd-oplevelse, især når ’tigeren hvæser’, dvs. når bølgerne er halvstore. Min mormors kæreste fortalte mig, at han sidste gang, da han var på Madeira sammen med min mormor, oplevede et halv-voldsomt blæsevejr, der virkelig fik gang i de rullende sten! Lyden var helt enorm! Det lød som et kæmpemæssigt tordenvejr, fortalte han.

En helt anden ting er, at min mormors kæreste altid har haft en svaghed for halvstore bølger – de fascinerer ham i en sådan grad, at han bare en tur i vandet sammen med dem! Det resulterede dog så bare sidste gang i, at han næsten fik smadret sine knæ helt mod disse mange rullende sten – så det gør han aldrig mere igen, siger han. Helt forståeligt. Siden da har han så også døjet en del med sine knæ.

Forneden kan du se et lille videoklip på 49 sekunder, som jeg tog ved den ’strand’, hvor vi badede – læg især mærke til den omtalte lyd af de mange rullende sten, når bølgerne slår ind og trækker sig tilbage (lyden er tydeligst lige i starten af videoklippet):





I dag er Atlanterhavet dog ikke særlig uroligt – heldigvis for ellers hopper vi ikke i! Vi hopper begge i vandet uden problemer – det var en lille smule ubehageligt at gå på disse mange sten, da jeg skulle ud i vandet, men det gjorde ikke ondt, og jeg kom ikke noget til.
Fascinerende er det bestemt at ligge og svømme rundt. Selvom havet på dette tidspunkt ikke er uroligt, har det alligevel en vis dynamik. Her på dette sted er det nemlig sådan, ligesom mange andre steder på Madeira, at vandet bliver lynhurtigt dybt, når man går ud i det, fordi der ligesom går en skrænt ned i dybet. Det giver en vis dynamik i havet, netop på grund af havets forholdsvis store dybde så tæt på land.

De sidste par timer af eftermiddagen går med badning i Atlanterhavet, inden vi går tilbage til hotellet.


Fortsættelse følger i morgen …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar