torsdag den 2. december 2010

Min rejse til Madeira (afsnit 2)

Afsnit 2: Dagene inden rejsen (dag 2 ud af 2)

AF SØREN ØBRO HØJRUP

Det er i dag søndag den 24. oktober 2010. Det er helt utroligt, at jeg tager 14 dage til Madeira i morgen! Da jeg for godt en uges tid siden kom til Sjælland, havde jeg ikke lige forestillet mig, at der kommer til at gå lidt over tre uger, før jeg kommer helt hjem igen – jeg var selvfølgelig forberedt på, at jeg kunne ”risikere” at komme udenlands i én uge. Når jeg siger én uge, skyldes det, at rejser på én uge jo logisk nok er billigere end rejser på to uger, og jeg var nok ikke lige indstillet på, at mine bedsteforældre var villige til at betale helt op til ca. 3000 kr. pr. person, som denne rejse viste sig at koste – at komme af sted i hele to uger havde hverken jeg eller min arbejdskalender lige forudset.

Hvad angår billetterne, var det faktisk meningen, at min mormors kæreste skulle have stået med dem i hænderne allerede i går, men på grund af en meget, hvad skal man sige, spektakulær, landsdækkende og yderst sjælden hændelse i løbet af i går, var det altså ikke muligt for ham at få dem. Der skete simpelthen det, at samtlige dankortterminaler i hele Danmark lige pludselig valgte at gå ned, mens min mormors kæreste lige var ankommet til København med Øresundstoget for at hente flybilletterne hos Spies. Han havde jo naturligvis regnet med at betale det hele med dankort, men på grund af tidligere nævnt var dette altså ikke muligt, og eftersom han ikke lige havde ca. 6300 kr. i kontanter, blev han nødt til at tage tomhændet hjem med toget igen.

Men i dag virker dankortterminalerne (heldigvis) igen, og min mormors kæreste gør forsøget igen i dag. Dog vælger vi at gøre det til en lille ”københavner-tur”, så han vælger at tage bilen, hvor vi så tager med. Da vi kommer til København, bruger vi først det meste af tiden på at finde en parkeringsplads. Efter et kvarters tid har vi omsider fundet et efter loven tilladt sted at parkere. Min mormor og jeg venter ved bilen, mens min mormors kæreste går over for at hente billetterne. Min mormor sidder i bilen og holder sig varm, mens jeg går udenfor og tager et par billeder af området – det er ikke så tit, jeg er i København.

Efter ikke ret lang tid kommer min mormors kæreste tilbage – han vifter glad med noget i hænderne.  

Fortsættelse følger i afsnit 3 …




Nede i venstre hjørne af billedet holder min mormors kærestes blå Suzuki Swift 
– vi er her i København for at hente flybilletterne.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar