mandag den 29. november 2010

Åbning af ny side: "JULEN 2010"

Af Søren H.

Det er nu snart den 1. december, og man kan mildest talt sige, at vinteren allerede har sat sine dybe spor i sneen. December måned er dog også blandt mange en af de mest populære måneder at tage til syden i. Måske ikke nødvendigvis på grund af den kolde vinter, men måske også fordi man kunne tænke sig at opleve andre kulturer i juleperioden og måske endda holde jul der, hvor man nu engang vælger at rejse hen.

Der er også mange, der kan lide at holde nytår i udlandet – eksempelvis fandt jeg ud af for en måneds tid siden, da jeg var på Madeira, at der allerede var fuldstændig booket op på samtlige hoteller på øen i perioden omkring nytår! En turistguide på øen fortalte mig, at det skyldes et kæmpemæssigt brag af et fyrværkeri-show, som finder sted hvert år ved nytår i nærheden af øens hovedstad, Funchal, og som altså tiltrækker enorme mængder turister fra hele verden – det kan man måske godt forstå, da dette fyrværkeri-show på blot 8 minutter efter sigende skulle ’brænde’ det der svarer til omkring 1.000.000 euro af!

Madeira er en fantastisk ø på mange forskellige områder – bl.a. med henblik på øens botanik, indbyggernes venlighed, øens madkultur, landskab og ikke mindst øens historie! Jeg har langt fra nævnt alle ting.
Mine bedsteforældre havde i sin tid lovet mig en rejse. Hvor rejsen skulle gå hen, kunne de ikke sige noget om, eftersom at kravet var, at det skulle være en afbudsrejse, der var til at betale – ellers ville det simpelthen blive for dyrt, min mormor og hendes kæreste er nemlig begge på henholdsvis pension og efterløn. Da jeg selv fik min studentereksamen i sommers og i år holder sabbatår for at tjene så meget som muligt til studiet, som jeg regner med at starte på til sommer næste år, havde jeg ikke de store begrænsninger med hensyn til, hvornår vi kunne rejse.

I midten af oktober måned i år havde vi så planlagt, at jeg tog over til dem på Sjælland for at besøge dem, så jeg samtidigt også kunne besøge min jævnaldrende kusine, som jeg på det tidspunkt ikke havde set i godt to år. Jeg tog så over til Sjælland med bl.a. pas og sommertøj i kufferten med en forhåbning om, at vi kunne finde en billig afbudsrejse på et tidspunkt, mens jeg var derovre…



Det ender med, at vi finder en forholdsvis billig rejse på 2 uger til Madeira – hvor heldig kan man være? Følg med her på hjemmesiden hver dag fra den 1. december og få en lille historie fra min tur til Madeira hver dag frem til og med den 24. december sammen med et eller flere billeder fra rejsen – mine små historier har ikke kun til hensigt at agere som underholdning men også som fakta, så du kan blive klogere på Madeira, hvis du ikke har været der før.

Hele den nyåbnede side ”JULEN 2010” vil blive slettet pr. 1. januar 2011, men de enkelte historier på siden vil dog fremover være til at finde i hjemmesidens arkiv nederst på hver enkelt side på dette site. Historierne vil for hver dag frem til den 24. december blive listet på siden "JULEN 2010".
Jeg håber, at du vil synes godt om mine små historier!
God fornøjelse og god jul!



OBS! Hvis du har en lille historie fra en rejse, du har været på, og ønsker at dele den med mig og andre besøgende på denne hjemmeside, må du mere end gerne skrive lidt om den og sende den til mig – så vil den blive udgivet en gang efter nytår! Kontakt mig via denne mail: ftripan@gmail.com

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar